Koncert for nørder og juleskeptikere

Musikforum kalder nørder og juleskeptikere!
Magter du ikke mere Jingle Bells og Halleluja? Så kom til koncert hos Musikforum i Metronomen d. 3. december og hør en garanteret nissefri koncert, du ikke har oplevet før.
Fem musikere fra Rudersdal Kammersolister varmer op til en Berlinturné senere på måneden og spiller musik af aserbajdsjanske Franghiz Alizadeh og danske Karl Aage Rasmussen. De fylder begge 75 i år og har fra hver sin side af Jerntæppet taget masser af musikalsk bagage med, som de spiller ind i et nutidigt og aktuelt udtryk.
Kvinder kan komponere!
Hvor vi i Danmark snakker meget om, at kvindelige komponister har svært ved at bryde igennem glasloftet, så var de ikke noget særsyn i Østblokken.
Mange har fået international succes, og én af dem er Franghiz Alizadeh. Hun forener den stærke sovjetiske musiktradition med den ekstatiske aserbajdsjanske folkemusik ”mugham” og den vestlige avantgarde, som hun tog til sig, da hun flyttede til Berlin og blev en del af den progressive musikscene. Det personlige og intense udtryk har fascineret nogle af verdens største musikere inkl. klassiske virtuoser som cellisten Yo-Yo Ma og den vilde Jimi Hendrix-spillende Kronos Quartet.
Musikalsk brobygning
Karl Aage Rasmussen er ikke bare komponist, men også en medrivende historiefortæller. I en række bøger har han fortalt de store mestres livshistorie, så også læsere uden de store musikkundskaber kommer helt ind under huden på Bach og Brahms m.fl.
Som komponist bygger han bro mellem de forskellige tidsaldre, når han midt i det moderne pludselig bruger en lille melodi, der lyder som gammel musik. Og han er ikke bange for at tage store klassiske orkesterværker og arrangere dem for mindre grupper, bl.a. Carl Nielsens Helios Ouverture, som Rudersdal Kammersolister spiller med 4 musikere.
KØB BILLET

Dato

dec 03 2022
Expired!

Tid

19:30 - 21:30

Sted

Metronomen
Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg